Psykoterapeutisk behandling
Et behandlingsforløb vil som regel i starten bestå af samtaler en gang om ugen. Samtalerne vil nogle gange finde sted helt eller delvist med deltagelse af forældre, nogle gange blot med barnet/den unge, og nogle gange kun med jer som forældre. Sessionernes form og hyppighed planlægges ud fra, hvilke behov barnet/den unge oplever.
Gennem samtalerne arbejder vi på at skabe en forståelse af de følelser, reaktioner, hindringer og symptomer, barnet/den unge oplever. Formålet er at øge selvforståelse og på den måde mindske de problemer, barnet/den unge oplever, så de bliver nemmere at håndtere i hverdagen.
Hvis der behov for det, kan vi også inkludere familieterapeutiske sessioner i forløbet. Det kan være relevant, fx hvis I oplever nogle gentagne problematikker i hverdagen, I gerne vil have mere indsigt i, eller hvis I har brug for redskaber til, hvordan I bedre kan forstå og håndtere de symptomer, barnet/den unge oplever, i hverdagen i hjemmet.
Varigheden af et behandlingsforløb varierer fra barn til barn – Det er dog uanset alder og diagnose vigtigt, at både barnet/den unge og I som familie er indstillet på, at et behandlingsforløb kan tage lang tid og kræver en vedvarende indsats, både i sessionerne hos mig og i hjemmet, skolen osv.